Reiki: Subtilt & blidt - og meget kraftfuldt

Sådan foregår en Reiki Healing

Du bliver lagt godt til rette på en briks, fuldt påklædt dog uden sko. Du får tæppe over, da behandlingen nedsætter det parasympatiske nervesystems arbejdstempo (som bl.a. påvirker blodtryk, hjerterytme, åndedræt og fordøjelsessekreter) hvorved kropstemperaturen daler.
Jeg afspiller blid musik, som hjælper dig til at falde til ro og glide ind i en dybere tilstedeværelse.
Jeg lægger mine hænder på klientens hoved og dernæst på udvalgte steder på kroppen, samt de store led. udenpå tøj og tæppe, og nogle gange hæves hænderne hvis virkningen er for kraftig. Det er meget almindeligt, at falde i søvn i perioder under behandlingen, hvilket er ok, for så er man helt afslappet og tager imod healingen uden forbehold.
Healingen virker i dybden af menneskets sind. Den forløser og læger ubearbejdede og fortrængte følelser og hændelser, på en subtil og blid men også kraftfuld måde. I takt med forløsningen og den forbedrede energistrømning i kroppen, svinder fysiske symptomer langsomt og næsten umærkeligt i dagene efter behandlingen.
Psykisk kan det føles, som bliver man støttet og løftet og måske drejet subtilt i en lidt anden retning, hvilket giver dig mulighed for at se livet i et nyt lys – fra en anden vinkel.
Antallet af nødvendige behandlinger er meget individuelt og afhænger af, hvorfor du er kommet. Om det er for at få en oplevelse og evt. påbegynde ændringer i dit liv, til velvære og afslapning, pga. længerevarende sygdom, eller af mere psykologiske årsager. “Friske” rent fysiske skader kan ofte afhjælpes på meget kort tid (f.eks. en forvridning).
Generelt vil jeg dog sige, at vi ikke i særlig høj grad selv kan bestemme (og heller ikke jeg) hvad der bliver rettet op på eller arbejdet med under healingen. Energien, livet, skæbnen, kald det hvad du vil, går sine egne veje. Jeg kan bare anbefale dig, at give helt slip og tage imod uden forbehold. Det eneste jeg kan garantere er, at det er positiv og kærlig energi jeg sender videre 🙂

Men generelt tilpasses energistrømmen til individet – du får ikke mere end du kan tåle. Det tager lang tid at udvikle mange sygdomme, derfor kan de oftest heller ikke forsvinde på kort tid, det ville vi ikke kunne kapere. Men hvis du er parat og fuldt indstillet på forandring og at modtage, sker der undertiden det man kalder mirakler!

Det er meget individuelt hvordan healingen påvirker os, og det er oftest også forskelligt fra gang til gang, hvordan vi har det bagefter. Energien virker i kroppen i 24 – 48 timer efter behandlingen, og det sker, at man er træt i adskillige timer, enddog dage efter en behandling. Og nogle gange føler man sig løftet og fuld af energi, det er umuligt at sige på forhånd. Derfor undgå helst at have for mange planer resten af dagen, lyt til din krop og dit sind og affind dig med din reaktion på behandlingen.

Healing virker udrensende på kroppen, hvorfor det er vigtigt at drikke rigeligt med vand, så affaldsstofferne kan blive skyllet ud.

Vel mødt.

PS: Jeg er ikke læge, jeg kan ikke diagnosticere. Jeg vil altid anbefale, at du også konsulterer din læge ved alvorlige og længerevarende symptomer. Healing kan næsten altid understøtte lægelig og medicinsk behandling, og hjælpe med at minimere bivirkninger fra evt. medicin.
Jeg kan desværre ikke give healing til personer med pacemaker – da energitilførslen kan påvirke denne.